Cruz Bay

(St. Jan)

     Vore tre smaa vestindiske Øer ere i høieste Grad forskjellige og kunne paa en Maade siges at supplere hverandre, da hver for sig gjengiver - og det i en udmærket Grad - et af de Forhold, som paa de fleste større Øer findes forenede. Paa den flade og frugtbare St. Croix kunne vi lære at kjende den vestindiske Agerdyrkning i dens høieste Udvikling; paa St. Thomas finde vi det eiendommelige Liv, den Rigdom og Luxus, som give de større Handelsstæder i den Tropiske Zone et eget Præg. Medens paa begge disse Øer Naturen paa mangehaande Maader er bleven omdannet og forandret ved Menneskets Indvirkning, saaledes at de i Løbet af faa Aarhundreder have faaet et ganske andet Physiognomie, saa skulle vi derimod i St. Jan lære at kjende en lille romantisk Bjergø med al den oprindelige Skjønhed og Yppighed, som udmærke de smaa tropiske Øer, hvor Bjergene altid grønne og smykkede med zirlige Bregner og kneisende Palmer dukkede frem af et Hav, der er ligesaa blaat og klart som det, der beskyller Italiens Kyster, hvor lette Luftninge altid tilvifte Kølighed, og hvor Himmelen kun sjeldent formørkes af regnbringende Skyer.

     Fra Østenden af St.Thomas behøver man kun en Timestid for at komme over det smalle Sund til Cruzbay, hvor man engang tænkte paa at anlægge en By; men her findes nu kun nogle faa Huse, som i det Hele tælle noget over 100 Indbyggere. Vort Billede viser en fremspringende Pynt med et lille Batteri, hvor det i sin tid har ligget et Detachement Soldater af Compagniet paa St. Thomas. I Forgrunden sees de store løse Klippeblokke, som paa saa mange Steder paa denne Ø forekomme i store Masser, overgroede med en yppig Plantevæxt af Cactus, Tillandsier, Solaneer, Convolvler o. m. a. Det høie Træ til Venstre er Guavaberrytræet (Eugenia Floribunda); i Nærheden af dette voxer Kerrattoen (Agave Keratto), som ogsaa sees yderst til Høire, omslynget af Ipomæer. I Midten af Billedet sees to Cocospalmer og ved Foden af disse til Venstre flere unge Exemplarer af samme Palme, men hvor Bladene have et ganske andet Udseende, da de endnu her næsten ere udeelte. Det høie Land, som træder frem i Baggrunden, er St. Thomas.

     St. Jan er endnu mindre end St. Thomas, nemlig 1 kvadratmiil (altsaa som Amager) og har ligesom denne en meget fremherskende østvestlig Længdeudstrækning (c. 2 Mile lang) og en endnu mere vild Klippenatur. Dens Kyster ere saaledes udskaarne af Havet, at her ikke findes mindre end 40 Bugter, blandt hvilke Coralbay er saa stor, at den ikke staar meget tilbage for St. Thomas’s Havn. St. Jan er fra Øst til Vest gjennemskaaren af en Bjergkæde - aabenbart den samme Kjæde, som, kun afbrudt paa enkelte Steder af Havet, gaaer gjennem Virgin Gorda, Schrub, Tortola og vest for St. Jan fortsætter sig gjennem St. Thomas. Den hæver sig vel intet Sted til nogen betydelig Høide - det høieste Punkt ved Bordeaux er 1150 Fod -, men danner overalt steile Skrænter og dybe Dale, og paa mange Steder seer man Spor af de voldsomme Virkninger af plutoniske Kræfter, som have skudt Bjergene iveiret og søndersplittet de haardeste Klippemasser; overalt hvor de lagdelte Bjergmasser blottes, ser man, at Lagene næsten staae lodrette, og paa mange Steder er det som om den hele Bjergmasse ved en voldsom Rystelse var bleven løsnet i sin Forbindelse; store Klippeblokke ligge sammenhobbede i en chaotisk Uorden og gjøre disse Steder aldeles utilgængelige. De smalle Bjergstier løbe langs med steile Skrænter og dybe Dale eller snoe sig i Ziksak op til Toppen af Bjergene, hvorfra man har en vid Udsigt ud over de lavere skovklædte Bjerge til Havet. Den skarpe Modsætning af Planternes livlige grønne Farve, Havets dybe Blaa og de talrige mørke Holme, som overalt dukke frem, bidrage i Forening til at danne et Landskab af en ganske ualmindelig Skjønhed. Det er ikke blot den mere vilde romantiske Bjergnatur, som gjør St. Jan saa forskjellig fra de andre Øer, men da den allerstørste Deel (11/13) henligger udyrket, ere Bjerge og Dale overgroede med Skove og Krat, saa at vi her have Leilighed til at lære Vegetationen at kende i dens oprindelige Charakter, medens det paa de andre Øer fornemmelig ere indførte fremmede Planter, som overalt træde os imøde. Fra Cruzbay fører Veien mod Øst op til et lille Høiplateu, som for størstedelen er opdyrket. Mellem L’Esperance og Cathrineberg findes talrige store Klippeblokke, som ere stillede paa Enden ligesom Kunst, og et Sted sees en meget stor flad Steen, som hviler paa 3 mindre, ganske ligesom ved vore Kæmpehøie, og dog er det vist, at det her er Naturen og ikke Menneskets Kunst, som har bragt dem i denne Stilling, Man kommer derpaa igjennem en Dal med en Aa, som falder ud ved Fishbay. Høie luftige Bambuser hænge ud over Vandet og minde om Taarepilen. Gujavaen (Psidium pomiferum) byder os sine store hvide eller gule velsmagende Frugter af Størrelse og Form som et Æble; ligesaa hyppige ere Soursotræet (Annona murcata) med en meget stor grøn Frugt, der har et sneehvidt blødt Kød ligesom Ferskenen, og Tamarinden. Ved Bredden af Aaen voxe en Peberart med lysegrønne skjoldannede Blade (Piper peltatum) og den giftige Lobelia longiflora. Denne er især meget farlig for Hestene; naar de spise den, svulmer Maven op, saa at den tilsidst brister (den kaldes derfor paa Cuba af Spanierne Reventa Cavallos). Herfra Stiger man op til et lille Plateau, hvor man (ved Qvægplantagen Sieben) overraskes ved en parklignende Charakter at Vegetationen, som er sjelden i de tropiske Lande. Den saakaldte hvide Ceder (Bignonia Leucoxylon) voxer her med store Mellemrum mellem de enkelte Træer, og Jorden er dækket med et tæt Lag Grønsvær (af den saakaldte Sour Grass, Paspalum conjugatum). Nu aabner der sig en stor dyb Dal, omgiven af steile Klippevægge, som henimod Kysten udvider sig og danner en flad Slette ved Fishbay. Den sydostlige Deel af denne Slette er sumpagtig og overvoxet med det for de tropiske Kystegne charakteristiske Rodtræ (Rhiziphora Mangle). Den høiere liggende Deel er indtaget af en Skov af gigantiske Træer med talrige Slyngplanter, saa at man troer sig hensat i Sydamerikanske Urskove. Jamaicablommetræet (Spondias Lutea) med spiselige Frugter, som ligne Blommer, Sæbetræet (Sapindus Saponaria), der har runde Frugter med et klart gjennemsigtigt Kjød, der anvendes som Sæbe, den vestindiske Eg (Gregery, bucida buceras), hvis Ved er ligesaa haardt som vor Egs, Mahoe (Hibiscus tiliaceus), hvis Bark anvendes til Touge kæmpestore Figentræer (Urostigma lævigatum o. fl. a. hæve sig her til en højde af over 100 Fod. Vilde Vinranker (Cissus acida) snoe sig som Ankertouge omkring Træstammerne, og Figentræerne udsende deres Luftrødder, der staae udspændte som Strænge mellem de høieste Grene og Jorden. I et lille Træskur have nogle Tømmermænd fra St. Thomas opslaaet deres midlertidige Bolig og ere i Begreb med at udsøge Gavntømmer, og Stude føre de fældede Stammer ned til Stranden. Fortsætte vi Veiens langs med Østkysten, komme vi til en smuk lille Dal ved Riffbay, som gjennemstrømmes af den største Aa, der findes paa Øen, og dog er ogsaa den ofte, næsten ganske udtørret. I Regntiden danner den her et malerisk lille Vandfald eller rettere sagt to smaa Cascader. Ved den nederste af disse ere paa begge Sider i Klipperne Figurer indridsede - meget raa Omrids af menneskelige Ansigter, Tegn, som ligne Kors, o desl. - der ere de eneste Levninger fra Caraibernes Tid, som ere opdagede paa vore Øer. St. Jan har maaske været den yderste Grænse for dette vilde og krigerske Folkefærds Udbredning mod Nord, hvorimod de mod Syd beboede alle de smaa Antiller lige ned til Fastlandet; medens en ganske anden Stamme, de fredelige Arrowauker vare i besiddelse af de større Øer. Der findes intet historisk Vidnesbyrd om Caraibernes Ophold hverken paa St Jan eller St. Thomas. De første Colonister paa disse Øer synes at have fundet dem ganske ubeboede, og de have maaske kun tjent Caraiberne som midlertidigt Opholdssted paa deres Røvertog mod Arrowaukerne paa Porto Rico. St. Croix er den nordligste af de vestindiske Øer, hvor man af sikkre historiske Efterretninger veed, at Caraiberne boede i større Mængde og havde Landsbyer. Da Columbus paa sin anden Reise, den 14. November 1493 opdagede St. Croix, fandt han den beboet af Indianere, som kaldte den "Ayay". I Nærheden af Kysten laae en Landsby, hvorfra Beboerne flygtede ved Spaniernes Ankomst. Her havde Columbus Leilighed til at lære de Indfødtes vilde og krigerske Charakter at kjende. Da Baaden, som havde været i Land forat hente Vand og Brænde, var i Begreb med at roe ud til Skibet, overraskede den en Canoe med 4 Mand og en Qvinde. Da disse saae at de ikke kunne undflye, begyndte de at angribe de i Tal langt overlegne Spaniere og benyttede deres Buer med saa megen Behændighed, at flere af Spanierne bleve saarede, og endog da Canoen var kæntret, kunde de svømmende afskyde deres Buer. En af Spanierne, som var bleven saaret med en forgiftet Piil, døde faa Dage efter. Men ogsaa St. Croix maa Caraiberne rimeligviis snart have forladt, efter at Spanierne vare komne i Besiddelse af Porto Rico, og efter at de havde lært disses Overlegenhed i Kampen at kjende; thi Du Tertre og Andre, som kave skrevet St. Croix’s tidligste Historie, omtale ikke, at de første Colonister fandt Caraiber der. - Caraiberne vare en fra Amerikas øvrige oprindelige Beboere meget forskjellig Folkestamme (maaske stammede de oprindeligen fra Africa). De stode paa samme Civilisationstrin som Europas Urbefolkning, som vi see af de Vaaben og Redskaber; de have efterladt, der næsten ikke ere forskjellig fra dem, som findes hos os i Kæmpegravene fra Steenalderen; ja vi finde ogsaa paa Antillerne Kjøkkenmøddinger fra Caribernes Tid, der ganske svare til dem, som Danmarks Urindvaanere have efterladt, og hvis nøiagtige Undersøgelser i den senere Tide har kastet saa meget Lys over en Tid, som ligger fjern fra al Historie. Caraiberne levede af Jagt og Fiskeri (dog havde de ogsaa dyrket Mais, Amerikas oprindelige Kornsort) og droge i deres Canoer paa Røvertog til de Øer, som vare beboede af andre Folkestammer, og forsmaaede ikke at anrette et Maaltid paa deres overvundne Fiender. De trak sig efterhaanden tilbage til Trinidad og St. Vincent, efter den blodige Krig, de førte med Englænderne (1795-96) paa denne sidste Ø, er der kun faa Familier tilbage af den Folkestamme, som for et par Aarhundreder siden havde Eneherredømme over alle de smaa Antiller.